01-01-2021

Hvorfor bliver der ikke målt støj fra lufthavnen på Sundbyvester Plads?

Der er fra Miljøstyrelsen og Trafikstyrelsens side stillet krav om, at CPH skal have et støjovervågningssystem til kontrol af lufthavnens støjbelastning af omgivelserne. Systemet består af 12 støjmålestationer, hvor henholdsvis seks er placeret på lufthavnens areal og seks er placeret i boligområderne omkring lufthavnen. Støjmålestationerne på lufthavnens område overvåger støjende aktiviteter i lufthavnen som eksempelvis motorafprøvninger, mens de seks målestationer placeret i boligområderne omkring lufthavnen er placeret, der hvor støjbelastningen fra startende og landende fly er størst. Der er således ikke krav om at lufthavnen måler støjen andre steder. Dog har vi i 2019 fået to mobile målestationer, således at vi løbende kan supplere med støjmålinger i områder hvor de faste målestationer ikke er placeret. Dem kan du læse mere om her. Har du ønsker til, hvor vi skal placere de mobile målestationer, så hører vi meget gerne fra dig. Skriv til Sustainability Services på maf@cph.dk


01-01-2021

Hvorfor kan flyene ikke bare starte mod syd i stedet for at starte op mod Amager Strandpark?

De meteorologiske forhold har stor indflydelse på hvordan beflyvningen er på en lufthavn. Flystarter og -landinger afvikles imod den aktuelle vindretning. Baggrunden for dette er, at flyets vinger herved giver flyet større opdrift, hvorfor fly af sikkerhedsmæssgie årsager starter og lander i modvind. Anvendelsen af start- og landingsbanerne afhænger derfor af den aktuelle vindretning.


01-01-2021

Hvad sker der med de hændelser, hvor støjgrænsen på 80 dB(A) overskrides?

Alle flyoperationer overvåges af støjovervågningssytemet. Såfremt CPH konstaterer en start eller landing i natperioden kl. 23 - 06 der har givet anledning til et maksimalt støjniveau over 80 dB(A) i en af de seks støjmålestationer der er placeret i boligområderne omkring lufthavnen, vil denne hændelse blive fremsendt til Trafikstyrelsen (med kopi til Miljøstyrelsen), der foretager den videre sagsbehandling.